Book sommerferie med ophold i Hafjell
Book en ferie med hotel, hytter eller lejligheder i Hafjell. Venligst vær opmærksom på, at du kun bestiller overnatningen til Hafjell herunder, mens overfarten skal købes separat.
Sommer i Hafjell
De fleste tænker nok skiferie, når de hører navnet Hafjell, men stedet har også masser at byde på om sommeren. Her er de smukkeste vandreture og cykelruter og skønne muligheder for kulturelle oplevelser og underholdning for børnene.
Vandre- og gåture
Hafjell byder på talrige muligheder for vandreture. I kan tage Gondolen op eller ned og tage på masser af flotte, spændende vandreture i Øyerfjellet, der med et areal på omkring 430 kvadratkilometer selvsagt har masser at byde på – også når det kommer til jagt og fiskeri. Er I ikke til de lange vandreture, kan I også tage på korte ture rundt om Mosetertoppen i Hafjell, hvor der også er mulighed for at få en bid mad, ligesom man kan spise i Skitorget ved Gondolen i dalområdet. I Hafjell er der også mulighed for en flot vandretur ind over fjeldet og til Hafjell-toppen. I det hele taget er mulighederne mange, om I er til de små familievenlige ture på 1,5 km. eller gerne vil vandre flere timer med udfordringer for både ben og motorik.
Hafjell på cykelryg
Om du er til stille og rolige cykelture eller til downhill med høj puls, så har Hafjell noget at byde på. Tager du Gondolen op, kommer du til et skønt familieområde ved Mosetertoppen, og herfra kan du starte turen fra Hafjell Bike Parks mange spændende ruter. Du kan køre downhill, single track og grusveje, og niveauet starter, hvor alle kan være med og op til de hardcore ruter, som du kun skal give dig i kast med, hvis du virkelig kan dit kram. Der er i alt 17 ruter fordelt på 29 km. Men udover Hafjell Bike Park er der også mange andre muligheder: om du vil cykle i skov, på brede stier, på knoklet underlag med rødder og klippebump eller helt fladt – med familien ved siden af eller med dig selv. Medbring cyklerne selv eller lej, når I er fremme. En sommer i Hafjell er bestemt ikke at kimse af.
Andre oplevelser i Hafjell
Det er umuligt at kede sig i Hafjell! Som familie er der et hav af muligheder for sjove, spændende og hyggelige oplevelser, om børnene er store eller små, og om I vil være inde eller ude.
Kun 15 minutter fra Lillehammer centrum i Hafjell ligger Hunderfossen Familiepark, som nok bedst kan beskrives som en eventyrudgave af Tivoli. Parken ligger også i eventyrlige, smukke omgivelser og har hele 50 attraktioner og aktiviteter – også et badeland. Det er ikke helt uden grund et af Norges mest populære turistattraktioner.
Tæt på Hunderfossen Familiepark i Hafjell ligger også Vegmuseet som er en hel del sjovere end navnet afslører. Det er et teknisk-industrielt museum med en over 200 meter lang bjergtunnel og flere tusind kvadratmeters udstillinger.
Helt tæt på Hafjell Alpinsenter ligger den magiske Lilleputthammer Familiepark, som er en miniatureudgave af Storgade i Lillehammer i 30’erne i målestokken 1:4! Et gennemført skønt sted, der ikke bare er sjovt for børnene, men som også giver voksne et spændende historisk tilbageblik.
Lige ved siden af Lilleputhammer ligger også et legeland – et af de største i Norge med masser af sjove aktiviteter for børnene.
Lillehammer
Lillehammer ligger ved Gudbrandsdalen i gudesmukke omgivelser og med masser at byde på. Udover de mange naturoplevelser i området er også selve byen en visit værd med charmerende historiske bygninger og masser af spændende butikker.
Lillehammer i Hafjell har også en række spændende museer. Et af dem ligger i Maihaugen og er et af Norges største frilandsmuseer med imponerende 200 bygninger! Her kan du rejse tilbage til det 11. århundrede og frem til i dag – komme indenfor og opleve, hvordan man levede i de forskellige århundreder og opleve de spændende vandreteatre.
Og så byder Hafjell selvfølgelig også på Norges Olympiske Museum, hvor du kan få dig en ordentlig én på opleveren. På museet kan du opleve alle aspekter af OL både, hvor der gennem topmoderne virkemidler spilles på alle sanser. Der er både historiske tilbageblik, nutidige indblik og kig bag kulisserne. En uforglemmelig oplevelse for hele familien.
Lillehammer har desuden et væld af spændende begivenheder sommeren over, og det vil være ærgerligt ikke at tjekke kalenderen, inden I tager afsted. Der er koncerter, kultur- og sportsbegivenheder, kunstudstillinger, festivaller og meget mere.
Uanset om I er til en skiferie i Hafjell eller en hyggelig sommer, hvor I kan nyde naturen og hinandens selskab, er Hafjell en fantastisk rejsedestination. Området byder på mange forskellige muligheder – I skal bare selv beslutte jer!
Ofte stillede spørgsmål
Er jeg sikret plads på skibet?
Nej, men hvis du bestiller i god tid, har vi normalt ledige pladser. Køb overfarten her.
Hvorfor kan jeg kun bestille overnatning?
Vi arbejder i øjeblikket på at lancere en helt ny bookingløsning med et større udvalg af overnatningssteder. Det vil i den mellemliggende periode ikke være muligt at booke en overfart og overnatning som en pakke på denne destination. Hver del skal bestilles separat.
Hvordan booker jeg overfarten?
Klik her for at købe overfarten efter booking af overnatningssted. Vælg om du skal rejse til Larvik eller Kristiansand.