Hovden er nemlig en stor og meget familievenlig destination tæt på Danmark og kan med sine over 30 pister i alle sværhedsgrader dække de flestes behov. Også de mere vovede i kraft af de nyanlagte og udfordrende pister på Breivesiden – for slet ikke at tale om terrænparkerne, der leverer underholdning i forskellige sværhedsgrader.
Boulevardbrede nedfarter til børn, begyndere og letøvede, knivskarpe pister i rødt og sort samt over 200 km velplejede langrendsløjper og langrendsarena i særklasse.
Endelig har skicenteret et børneområde, som ligger separat og beskyttet fra det øvrige piste- og løjpenet. Her finder man både rullebånd, kælkebakke og andre aktiviteter for de mindste.