Rejseberetning fra Gamlaværket Gæstgiveri og Traktørsted

Det er årtier siden

at den sidste teglsten forlod det sidste teglværk i Sandnes, mens pottemagerfaget stadig ånder i Norges hurtigst voksende by lige syd for Stavanger. Men minderne, dem har man da lov at have – og den glæde har de i Sandnes.

Ligesom Norge var under dansk administration, da teglværkseventyret begyndte i 1783, så var det også en dansker, der i 1994 skabte et minde om det første teglværk. GamlaVærket Gjæstgiveri og Tracteringssted beliggende mellem jernbanestationen og Norges længste gågade.

Anders Christensen havde otte års erfaring i Norge, da han som 37-årig fik fat i en af de gamle bygårde i Sandnes. Placeret lige på det sted, hvor Lauritz Smith Petersen med kong Christian den Syvendes segl og signatur fik lov til at udnytte områdets rige forekomster af blåler til at oprette det første teglværk i Sandnes.

En rigtig god udnyttelse af naturens ressourcer, mente de ti embedsmænd og købmænd i området, der skød penge i foretagendet. Og dermed oprettede den første industrivirksomhed ikke kun i Sandnes, men i hele Rogaland.

70 timer om ugen
Arbejde var der nok af. Ikke kun til hestene, der skulle drive lermøllen, men også til mænd og kvinder, der skulle lave resten. Tungt, hårdt og slidsomt.

70 timer om ugen. Kvinderne skulle løfte og kaste tre sten pr. gang. 14-15 kilo 2,5 meter i vejret. Det blev til 25 ton om dagen.

Historien kommer man let til at tænke på, når man sidder godt bænket i GamlaVærkets restaurant, hvor udstyr fra de gode, gamle teglværkstider er en del af interiøret.

Anders Christensen besluttede sig for at samle så meget information som muligt om fortiden. Det var ikke enkelt. Alle byens syv teglværk var for længst jævnet med jorden, og udstyr var ikke til at opdrive.

Han måtte lede andre steder, og studieturene førte ham til såvel Danmark som Sverige. I Danmark stod stadig teglværker, som for længst havde indstillet produktionen. Anders Christensen fik fat på maskiner og andet udstyr.

På den måde giver GamlaVærket gæsterne et autentisk indtryk. Man kan let tro, at det var med disse maskiner, at teglværket her blev drevet. Men det er en illusion – om end en meget livagtig illusion.

Social pottemager
I dag har danskeren forladt sit værk i Sandnes. Hotellet er blevet overtaget af Kronengruppen, der driver en række hoteller i området.
Nye tiltag har medført, at man midt i hotellet har fået et område, der kaldes Emanuels Plass. Her er det pottemagerfaget, der fortælles om.

Emanuel var barnebarn af Simon Pottemager (1867-1936), og han gjorde meget for sine ansatte. Stiftede bl.a. Hana og Holmens Potteriers Sygekasse, drev en stor handelsflåde, der sejlede langs kysten, var impliceret i sildefiskeri og jordbrug. Politik og rejsemission havde også hans interesse, og han oprettede drengehjemmet Minde.

Alt det fortælles på en stor billedplanche på den nye Emanuels Plass, som meget praktisk er under tag og benyttes til serveringsområde.

Teglværksdriften mindes på hver eneste etage. Alle 28 værelser har navne efter folk i industrien. For eksempel kan man overnatte i Kiøbmand Lauritz Smith Petersens sovekammer. Hvert rum er unikt, og en del er nostalgisk indrettede med flotte antikviteter. Målet er at give gæsten en anden oplevelse end de vanlige ”bomaskiner”.

Slut med cykler
Mens minderne om teglværksindustrien i Sandnes lever gennem GamlaVærket, så er byens første store industri ikke at se mere. Tekstilindustrien er det også slut med, og Norges cykelby har måttet sige farvel til produktionen af DBS-cykler. Norske lønninger kan ikke konkurrere med asiatiske.

Olie, forskning, data, handel og et aktivt forretningsmiljø præger den 65.000 indbygger store by, der i år fejrer 150 års jubilæum.

Det begyndte med leret. Og leret er der stadig i bakkerne rundt om byen. Til glæde for nogle få pottemagere.

Leret bliver aldrig glemt. Byvåbnet er prydet med en lerfløjte – sølv på grøn bund.