Rejseberetning fra Hotel Farris Bad, Larvik
- gammel og ny Larvik-historie på samme tid - en historie om vand.
”Paradiset finder du i ditt eget hjerte”
Ordene på den røde murstensbygning ses tydeligt fra det nye Farris Bad i udkanten af Larvik.
De er forfattet af byens første æresborger, zoolog, etnolog og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl.
Ligesom Thor Heyerdahl søgte tilbage i tiden med sine togter på Stillehavet, er der også en forbindelse tusinder af år tilbage i tiden fra Nordens største spahotel, Farris Bad.
Larvik er uløselig knyttet til vandet. Både de salte, mineralske kilder, der bobler i byens undergrund, men også det hav, der omgiver den.
Hvilken Norges-gæst har ikke fået serveret en svalende Farris mineralvand tappet fra byens største kilde?
Badets egen kilde
Hvorfor er netop Larvik beriget med disse kilder? Fordi 100.000 år med istid formede den moræne, som Norges største bøgeskov på toppen af byen dækker.
I 10.000 år er vandet silet gennem stenmasserne og har samlet sig til fire-fem mineralholdige kilder, hvis vand siden er strømmet op i Larvik.
20 år bruger vandet på sin rejse gennem bøgeskoven, inden det bobler i det nye Farris Bad. 3200 liter om dagen når frem til badets kildevandsgrotte, hvor det varmes op til 37 grader.
Karens Svovelbad
Allerede i 1843 opdagede en dansk kvinde, Karen Linaae, det helsebringende kildevand i Larvik. Hun etablerede Karens Svovelbad. Det blev i 1880 til Laurvik Bad, der med årene mere udviklede sig til et festcentrum end en kurbadeanstalt. Badet lå helt oppe ved bøgeskoven, men i 1971 blev det revet ned, og i dag er der ikke spor af det.
Dermed kunne man tro, at Larviks stolte kurbadetraditioner var slut. Men sådan blev det ikke.
20 års kamp
Det tog næsten 20 år for Mille-Marie Treschow at få sin idé om det nye Farris Bad realiseret. Der var folkeaktioner i byen både for og imod. Det man havde, var et gammelt kajområde efter nedlagte virksomheder. Til glæde for absolut ingen. Modstanderne ønskede en badestrand og frygtede, at det store spahotel, ville spærre området af for almindelige Larvik-borgere.
Sådan er det ikke gået.
- Vi har postet millioner i Batteristranden, som ligger der i dag, med adgang for alle, fortæller direktør Espen Karlsen fra Farris Bad. Der går en gang- og cykelsti igennem området. Og ikke kun inde, men også ude er der flot kunst, som alle og enhver kan glæde sig over.
Spahotel med galleri
Da Mille-Marie Treschow i 2004 giftede sig med kunstsamleren Stein Erik Hagen, opstod ideen om et spahotel med galleri. Hagen ejer en af de største kunstsamlinger i Norge, så der var nok at tage af. Men meget nyt specielt til spahotellet er også skabt.
Ved ankomsten til Farris Bad overser ingen kvindeskulpturen fremstillet i larvikitt. Et øjeblik efter står man ved receptionsdisken og kikker ud på den høje, slanke havmand midt på pladsen mellem hotellets fire fløje, hvoraf de to rager ud i vandet på søjler.
Ikke færre end 17 skulpturer har Nicolaus Widerberg skabt til hotellet.
5. marts 2009 slog Farris Bad dørene op til en ny bade-æra i Larvik med 176 værelser og otte suiter. Spaområdet er med 3000 kvadratmeter Nordens største.
Bøg, larvikitt og kildevand
Hotellets tre grundpiller er bøgetræ, larvikitt og kildevand. Larvikitt er hårdere end granit, og der er brugt 400 ton til byggeriet.
Direktør Espen Karlsen viser stolt rundt blandt de mange faciliteter, hvor ethvert behov for velvære kan opfyldes. 60.000 gæstedøgn blev det til i 2009, ligeligt fordelt mellem ferie/fritidsgæster og konferencedeltagere.
Inspirationen til hotellet er hentet fra de bedste spabade i Europa, men kun meget få har egen kilde, som de har i Larvik.
Og direktøren selv, nyder han også de mange bademuligheder? Espen Karlsen fortæller, at han bader morgen og aften og slutter med at tage trappen ned til det kolde havvand til afsvaling.
I vinter var vandet minus to grader.
Rejseberetningen er skrevet af journalist Keld Christoffersen
colorline.dk
colorline.no
colorline.de
colorline.com
colorline.se
colorlineferries.nl