Rejseberetning fra Byrkjedalstunet

Fortiden drager nordmændene fra byen mod landet.

Men når det drejer sig om Byrkjedalstunet er det vel at mærke en fortid i nutidige klæder.

Kommer du fra syd, øst eller vest går det under alle omstændigheder nedad den sidste del af vejen. For Byrkjedalstunet ligger mellem høje fjelde omkring 50 km sydøst for Stavanger. Syd for Lysefjorden med det berømte fjeldmassiv Preikestolen.

Selv dette verdenskendte turistmål er ikke i stand til at slå Byrkjedalstunet i årligt besøgstal. Tunet ligger nummer 2 på hitlisten i Rogaland Fylke kun overgået af forlystelsesstedet Kongeparken syd for Stavanger.

Hvorfor er Byrkjedalstunet så populært? Det kan der gives flere forklaringer på. Der er ingen tvivl om, at store dele af oplevelserne her drejer sig om den fortid, som det moderne bymenneske har lagt bag sig – en mistet identitet, som nogle gerne søger tilbage til en dag – eller måske flere dage.

Kendt for osten
Ysteri – på dansk osteri – var det første tiltag på Byrkjedalstunet. Lokale bønder grundlagde fabrikken og leverede mælk fra deres geder langt oppe på sæteren. Her var det godt at græsse, og det gav fine råvarer til den kendte Byrkjedalsost.

Smådrift varer ikke ved, og 50 år senere i 1973 blev osteriet slået sammen med et nærliggende mejeri. Bygningerne på Byrkjedalstunet stod tomme indtil 1980’erne. Da kom Daniel Øvstebø til. Han startede et lysstøberi, der med årene er blevet ganske omfattende, men samtidig også en lille kiosk med salg af kaffe, pølser og norske specialiteter.

Tre år senere i 1991 stod spisestedet færdigrenoveret i det gamle osteri, og siden er serveret god gammeldags bondekost for de tusindvis af besøgende. Især kjøttkaker fremstillet af produkter fra det lokale Herefordkvæg. 160 kilo om ugen. Og hver fredag bages 40 runde brød i den store stenovn i restauranten.

Daniel Øvstebø standsede ikke her. Gæsterne skulle også kunne overnatte på Byrkjedalstunet. Bag restauranten finder man en hel gade med nye bygninger, der er nøjagtige kopier af de gamle sæterbygninger fra området omkring Gilja, Dirdal og Byrkjedal.

Set udefra ligner de sæterhytterne, men træder man indenfor, finder man faciliteter, der i hvert fald ikke har været forundt den hårdtarbejdende bondebefolkning. Alkover og himmelsenge, lamper og gardiner, der skaber stemning som en rejse tilbage i tiden. Badeværelset er fuldt på højde med det, man har hjemme.

Der mangler én ting. Eller gør der? I de 17 rum findes nemlig ikke fjernsyn.

- Det kommer nu nok, fortæller den daglige leder af stedet, Sonja Hargaut. Vi har mange konferencer, og travle forretningsfolk vil gerne have mulighed for at følge nyhederne i tv.

De tre Bukke Bruse
På et større grønt område ved siden af den moderne beboelse, finder vi Randastølen, en gammel sæterhytte, der bruges til forskellige arrangementer med hygge og spisning under primitive forhold.

Børnene kan boltre sig på legepladsen, hilse på de tre Bukke Bruse, som dog er lidt stive i det i modsætning til deres levende artsfælle geden Amalie, som gerne hilser på og lader sig nusse i skægget.

Lige over en indgang i fjeldet står ordet Gloppehallen – en 950 kvadratmeter stor hal, der kan rumme 750 gæster til mange slags arrangementer.

Slaget i Gloppedal
Gloppe betyder nemlig et hul i fjeldet, og vil man opleve et af de store huller i fjeldet, sker det allerede før ankomsten fra Kristiansand. Her skal man lige før Byrkjedalstunet igennem Nordeuropas største stendynger, Gloppedalsura, skabt ved frostsprængninger i fjeldet for 10.000 år siden.

Stenmasserne er enorme, og de var ifølge en mindetavle med til at forhindre tyskernes fremrykning mod Byrkjedal og Dirdal i april 1940. 250 norske soldater standsede to tyske bataljoner med 800 mand. 44 tyskere mistede livet, mens én nordmand omkom.

- Men den historie er ikke helt sand, oplyser Sonja Hargaut. Der var kun 150 tyskere, og 12 af dem døde, men det er nok et godt eksempel på den norske folkesjæl. Hun tror ikke, at mindetavlen bliver ændret.

Gudernes vrede
Helt så sikker er hun ikke på en anden historie om stedet.

Dalen var et fantastisk grønt område, før sprængningerne for de mange tusinde år siden. Men så begyndte folkene i den lille by Veen at dyrke korn og lave sprit.

Der blev familiefejder, og de nordiske guder kastede sten over dem, så alle levende væsner blev dræbt. På nær én hane, som sad beskyttet. Overleveringen siger, at den galede i syv år, og nogle siger, at de stadig en tidlig morgen kan høre hanen gale, når de kører igennem Gloppedalen.

Rejseberetningen er skrevet af journalist Keld Christoffersen